De første par dage afsted har været en kende frustrerende, her er en kort opsummeringsliste, det er aldrig vigtigt med negative detaljer, så jeg braser lige ud med dem først:
-Man kan blive meget meget træt af at være i transit.
-SAS vil benytte enhver given situation til at tage røven på dig.
-Når folk foran dig i en kø begynder at besvime, så er det ved at være tid.
-Lige meget hvor tidligt jeg kommer til en lufthavn så skal jeg løbe for at nå mit fly. Det er en form for skæbne. Nogen bliver præsidenter, andre løber gennem lufthavne.
-Harry Potter filmen er noget bras og hvorfor skal Daniel Radcliffe hele tiden skrige?
-I Frankfurt går alle med sokker i sandalerne.
-Indiske damer i Frankfurt er nogen dramadronninger. De græder og råber i telefoner.
-Den her liste er ved at være en smule for lang til at kunne beskrives som kort.
-Hauptbahnhof’en i Frankfurt er flot på en lidt romantisk måde. I modsætning til resten af byen som er et spejlglas og cement-helvede. Gad vidst om det mon var grunden til 9/11. Altså blank glas. Jeg er heller ikke en fan.
-Harry Potter filmen kan få dig til at falde i søvn. Tak.
-Nå, og så nåede jeg så til Punta Cana i Den Dominikanske Republik. Det viser sig at være lufthavnen der tager sig af alle charter-turisterne. Selve bygningen er åben og stråtækt. Da vi går fra flyet er der nogen der tager billeder af alle og klistrer billedet på vores kufferter. Jeg er for træt til at have en mening. Aloha mand.
Jeg havde heller ikke lige forudset at flyet ville være forsinket og der derfor ikke gik nogen busser, men heldigvis kom jeg med en form for pirattaxi. Jeg havde ingen ide om jeg ville blive snydt, og hvad pengene er værd og den slags, men det kostede 1200 pesos og det virker egentlig meget fair i bakspejlet. De kører mig så til et super skummelt motel hvor der er et ledigt værelse. Perfekt! Jeg var lidt bange for at ende på sådan et all-inclusive ressort og betale 1000 kroner for et værelse med jacuzzi. Motellet var sådan helt old school med blinkende lysstofrør og håndmalet skilt ud til vejen og en ejer der sidder i en hvid campingstol og holder en shotgun mens han holder øje med vejen!
Det var et sort gevær med afmonteret kolbe og et håndtag lavet af gaffatape. Jeg kan ikke helt regne ud hvad det er for et, kaliberen er for lille til at være sådan almindeligt 12” haglgevær men til gengæld er løbet lavet i tykkere stål – men geværet har form som en pumpgun. Jeg turde ikke spørge på spansk, det ville sikkert også bare blive noget rod.
Jeg tilbød ham en cigaret og så var vi gode venner.
Morgenen efter tog jeg bussen til hovedstaden Santo Domingo –super billigt og rigtig nemt og nogen enormt gode brede veje. Fremragende infrastruktur, den skal de ha’ de dominikanere. Jeg indlogerer mig på et værelse i den gamle by og går rundt og ser alle de der koloni-tid bygninger. Ret sjovt hvis man har fantasi til at forestille sig pirater og englændere med parykker gå rundt, men ikke særlig interessant efter 5 minutter. Jeg vil ud og surfe! Jeg spiser aftensmad på en cafe der ser travl ud, og mens jeg sidder og spiser er der en pige der prøver ret intenst at få øjenkontakt. Jeg smiler tilbage og tænker ”nej hvor dejligt med lidt opmærksomhed”, men hun bliver så bare ved med at stirre. Jeg tager mine solbriller på og prøver at holde opmærksomheden på en telenovela der kører på tv’et, men det går så langsomt op for mig at det kun er gamle amerikanske mænd der sidder på cafeen. Sammen med yngre, måske en smule skanky klædt, dominikanske piger. For faen mand, jeg sidder lige midt i en røver-rede fyldt med Typer. Typen der kommer på en stor blank motorcykel med tribal mønstre malet udover. Typen der går med bandana for at skjule måne-håret – Typen med Aviator solbriller. Typen der ikke vil indrømme/indse sin alder fordi han er 50+. Typen med bæltetaske. Typen der klapper hinanden på ryggen mens de griner lige lidt for højt til at det er troværdigt. Typen der går i slidte 501 jeans fordi de gerne lidt vil være som en cowboy eller i hvert fald noget i den stil. Typen der har en t-shirt fra en blues-festival afholdt i 90’erne på.
Jeg får kvalme men får spist min sandwich færdig (måske var den i virkeligheden skyld i kvalmen –ost, skinke, ost, kylling, bacon, ost). Jeg tager videre fra Santo Domingo morgenen efter med et lidt trist indtryk af byen, men de fleste jeg har mødt siden har heller ikke været udelt begejstret. Farer hele vejen op gennem øen til Cabarete hvor jeg så lige i går aftes bestilte et værelse for 3 uger. Det er med morgenmad og aftensmad, og jeg har allerede mødt nogen super nice mennesker (Portland, New York, Pakistan, Østrig osv). Der er gratis Wifi ved poolen og transport ned til stranden. Jeg har et værelse med vand og med lys og der er palmer og egentlig vigtigst – aftenhygge ved langbord. Jeg er en sucker for den slags. Og fik jeg nævnt her er lækkert? Det er bare cairibisk paradis big time!.
Jeg kan også mærke at jeg ikke har det samme overskud til at rejse rundt på samme måde som sidst og når jeg ikke har længere tid, så syntes jeg godt at jeg kan retfærdiggøre det. Desuden var det uden sammenligning det billigste jeg kunne finde - 25 dollar per nat inkl. mad.
Der er slet ikke så billigt her i landet som jeg havde håbet, taxaer er næsten danske priser, men sådan er det. Jeg slæber rundt på den her kæmpe body bag med alt mit kite gear i, så jeg er nød til at tage taxaer. Men nu er de næste 3 uger sat. Jeg skal have lejet et skur nede på stranden til mit gear, så vil jeg egentlig også gerne købe et board der er noget mindre nu når jeg skal begynde at sætte tricks. Mit nuværende er et relativt stort begynderboard købt af Fabien i Australien og taget med hjem til DK (han havde købt det i Cape Town – 4 kontinenter mand). Lige nu sidder jeg og venter på at vinden skal sparke ind. Vinden kommer omkring middagstid og blivere kraftigere i løbet af eftermiddagen. Jeg kan i øvrigt kun anbefale at finde rejser ved at gå ind på windfinder.com og så bare søge sig frem til hvor det blæser mest. De andre steder der havde tilsvarende vindstatistik havde ikke palmer så valget var nemt. Der er også en del som kommer hertil udelukkende for at surfe bølger – det kunne jo måske være en formiddagsaktivitet. Jeg syntes bare det er for dyrt at leje board (1000 Kroner for en uge), men jeg kunne måske godt finde på at tage sådan et 5 dages kursus. Jeg er i øvrigt ved at kæmpe mig gennem 30 timers spanskkursus på min Ipod! Det er virkelig brugbart, men hold op hvor har jeg glemt meget af den smule jeg lærte på HF. Det som om at jeg har glemt mere end jeg har lært. Pimsleurs spanish lessons for the win.
Nåhhhh . Nok herfra. Jeg har det godt og jeg hygger mig. Lad være med at ringe, det koster en formue at tage telefonen. Jeg prøver at proppe nogen billeder med, men det er nu ikke fordi jeg har fået taget særlig mange. –Nåh jah, og arret har det helt fint. Jeg smører solcreme på hver morgen.
(hvis du bare overhovedet ikke kan få nok af min pludren, så gå da ind på http://www.travelblog.org/Bloggers/Dilling/ .)
Jeg elsker at blogge. Jeg forestiller mig at jeg står i et auditorium fyldt med undertøjsmodeller som alle bare syntes at alt hvad jeg fortæller er svedigt. De griner på alle de rigtige tidspunkter og stemningen er bare fed.
Sandheden er nok at det primært er min mor der læser det. Men det er nu også fint nok – det er ret underholdende bare at skrive. Jeg er rigtig glad for at jeg tog computeren med.
Adios
(Ah fuck - løber tør for strøm, og den står bare og kører rundt med hele den der foto-upload-ting. Der kommer drømme-billeder op senere. Palmer og blåt vand.)